Testen viser, om du har nedsat produktion af spyt- og tårevæske. Undersøgelsen bruges som et led i forbindelse med udredning af Sjøgrens Syndrom.
Både spyttesten og tåretesten er en hurtig, simpel og smertefri undersøgelse, som bliver udført i Klinik for Gigt- og Bindevævssygdomme af en sygeplejerske.
Forbered dig til undersøgelsen
Undlad at bruge øjendråber og kontaktlinser 2 timer før undersøgelsen, så tåretesten giver det mest retvisende resultat.
Undgå at drikke, spise, tygge tyggegummi, spise pastiller, børste tænder eller ryge fra 1 time før undersøgelsen, så spyttesten kan give det mest retvisende resultat.
Om undersøgelsen
Undersøgelsen består af 2 dele - en spyttest og en tåretest.
Du skal afgive så meget spyt som muligt ned i et opsamlingsbæger i 15 minutter. Herefter bliver din spytmængde målt på en vægt. Hvis spytmængden er større end 1,5 ml, er resultatet normalt.
Sygeplejersken placerer en papirstrimmel i midten af nedre øjenlåg i begge øjne, som skal sidde i 5 minutter. På papirstrimlen bliver din tårevæske målt i antal millimeter. Hvis den målte tårevæske er større end 5 mm, er resultatet normalt.
Du sidder i et rum for dig selv under hele undersøgelsen.
Undersøgelsen varer cirka 20 minutter.
Kontakt
Tlf. 78 41 73 69
Telefontid til sekretær på hverdage fra kl. 8.00-13.00
Telefontid til sygeplejerske på hverdage fra Kl. 9.00-11.30
Klinik for Gigt- og Bindevævssygdomme Regionshospitalet Silkeborg Indgang D, plan 3 Falkevej 1 8600 Silkeborg
Gå direkte til:
Direkte link til denne side: www.hemidt.dk/936996
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.