For at der kan bevilges plejeorlov/plejevederlag skal følgende betingelser være opfyldte:
Den uhelbredeligt syges helbredende behandling er indstillet, og den fremtidige behandling er af lindrende karakter. Der skal være udfærdiget en terminalerklæring.
Den syges tilstand nødvendiggør ikke hospitalsophold, ophold på plejehjem, i plejebolig, på hospice eller lignende.
Den uhelbredeligt syge og den nærtstående er indforstået med, at der etableres en plejeordning.
For at søge plejeorlov, skal man være nærtstående pårørende til den syge. En nærtstående kan både være et familiemedlem eller en ven. Der er ikke krav om slægtskab.
Alle personer, der passer en nærtstående, døende person i eget hjem, er berettiget til plejevederlag. Det er uanset om personen er i arbejde eller uden for arbejdsmarkedet, f.eks. pensionister, studerende, hjemmearbejdende ægtefæller m.v.
Den nærtstående skal aftale orlov med sin arbejdsgiver.
Arbejdsgiveren anmodes om skriftlig bevilling af orloven og garanti for tilbage-venden til hidtidigt job, når plejeorloven ophører.
Både offentligt og privat ansatte har ret til orlov for at passe en døende.
Hvis den nærtstående er arbejdsløs, aftales orloven med A-kassen.
Plejevederlag
Plejevederlaget udgør 1,5 gange det dagpengebeløb, som modtageren ville være berettiget til i tilfælde af egen sygdom.
Plejevederlaget kan ikke overstige hidtidig indtægt. Hvis plejevederlaget beregnet på denne måde er mindre end basisbeløbet, kan modtageren vælge at få udbetalt basisbeløbet.
Basisbeløbet er et skattepligtigt minimumsbeløb, som plejeren altid mindst er sikret i plejevederlag.
Personer, som ikke er berettiget til sygedagpenge, får udbetalt basisbeløbet. Beløbet kan ikke udbetales sammen med en anden offentlig ydelse.
Vedrørende offentligt og privat ansatte, der i henhold til deres overenskomst får sædvanlig løn, får arbejdsgiveren refusion i form af plejevederlag.
Henvendelse skal ske til den syge borgers hjemstedskommune, den kommune, hvor plejen fysisk finder sted.
Det er muligt at få en plejeorlov på mindre end 37 timer om ugen (deltids-plejeorlov). Plejeorloven kan også deles mellem flere personer.
Der er mulighed for at afbryde en plejeorlov og senere genoptage den, hvis der er behov for det.
Øvrige forhold
Kommunens almindelige tilbud om personlig pleje, hjælpemidler, m.v. gives uafhængigt af, om der bevilliges plejevederlag.
Ved kortvarig indlæggelse på hospital, hospice eller lignende, vil plejeorloven ikke blive berørt. Hvis opholdet bliver af længere varighed, er hovedreglen, at plejevederlaget bortfalder.
Den nærtstående har ret til at bevare plejevederlaget i op til 14 dage efter dødsfaldet.
Hovedprincippet ved pleje af uhelbredeligt syge i hjemmet er, at ingen skal have ekstraudgifter ved plejen i hjemmet.
Hospitalet eller egen læge søger Lægemiddelstyrelsen om bevilling af al læge-ordineret medicin, også håndkøbsmedicin, så medicinen bliver gratis i henhold til sundhedslovens §148.
Der kan ydes hjælp efter Servicelovens §122 til sygeplejeartikler, ekstra vask af tøj og sengelinned samt egenudgiften til sondeernæring og ernæringspræparater.
Egenudgiften til fysiurgisk og psykologisk behandling kan bevilges, hvis behandlingen ville være blevet givet under indlæggelse på hospitalet.
Ønskes der yderligere oplysninger kontaktes hjemmesygeplejen/visitationen i borgerens hjemkommune.
Mere information
Brug browseren til at få oversat en side til næsten ethvert sprog.
Du har mulighed for at kontakte socialrådgiveren i Klinik for Lindrende Behandling på telefon 7844 7930, hvis du har spørgsmål omkring din aktuelle situation.
Tlf. 78 41 65 50
Telefontid på hverdage fra kl. 8.00-13.00.
Ved problemer uden for vores telefontid, kan I kontakte hjemmeplejen, stamafdeling på hospitalet eller Lægevagten.
Gå direkte til:
Direkte link til denne side: www.hemidt.dk/645389
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.