Okklusionsbehandling er en kombination af stærk hormonsalve og plastikindpakning af huden.
Indpakningen øger hormonoptagelsen i huden og sikrer dermed størst mulig virkning af hormonbehandlingen.
Hvilke patienter kan have gavn af behandlingen?
Behandlingen bruges især til patienter med nældefeber eller Prurigo Nodularis Hyde (kløende knuder i huden). Behandlingen kan dog også bruges til andre hudsygdomme.
Om behandlingen
Hos patienter med nældefeber behandles hele huden på krop, arme og ben. Ved Prurigo Nodularis Hyde kan man eventuelt nøjes med behandling af de noduli/knuder eller kløende områder, hvor sygdommen findes – oftest på arme og ben.
Behandlingen udføres oftest én gang om dagen i 14 dage. Efter aftale med lægen kan antallet af dage dog variere.
Den behandlingskrævende hud smøres med hormonsalven, hvorefter huden pakkes ind med plastic/husholdningsfilm. Indpakningen sidder i 3 timer, hvorefter plasticen fjernes, huden vaskes og smøres med fugtighedscreme.
Hvis hele kroppen skal behandles, vil det foregå over 2 gange, således at over- og underkrop pakkes ind på forskellige tidspunkter, og hele behandlingen strækker sig over 6 timer. Behandlingen kan strække sig fra få dage til 14 dage.
Plastiktildækningen af huden forstærker virkningen af hormonsalven betydeligt. Herved opnår man en meget kraftig hormonvirkning lokalt i huden og mindre påvirkning af resten af kroppen. Okklusionsbehandlingen fjerner ikke årsagen til sygdommen, men erfaringerne viser, at den ofte har god virkning på symptomerne og dæmper sygdommen i en periode.
Det kan være en god idé at behandle overkroppen på et tidspunkt af dagen, hvor det er relativt køligt. Ligeledes kan det være en god idé at holde en pause mellem de to behandlingsomgange, eventuelt om eftermiddagen, hvilket kan give mulighed for fysiske aktiviteter som fx en gåtur. Det vil sædvanligvis føles rart med et brusebad efter, at plastikken er fjernet fra overkroppen.
Risici og bivirkninger
Langt de fleste patienter oplever ingen bivirkninger på huden ved et behandlingsforløb på 14 dage. Enkelte patienter får dog tendens til blå mærker i huden eller en fornemmelse af, at huden bliver tynd (atrofi), mens andre patienter oplever en let væskeophobning i kroppen. Disse bivirkninger forsvinder, når behandlingen ophører.
En sjælden bivirkning er hvidlige striber i huden (strækmærker), der kan bedres noget, men som aldrig helt forsvinder.
Nogle få udvikler bumselignende knopper, der kan være kløende og kræve efterfølgende behandling.
Da man får en virkning i kroppen svarende til en lav dosis binyrebarkhormon, kan der hos enkelte ses blodtryksstigning, forværring af sukkersyge, maveirritation og humørsvingninger. Disse gener svinder efter ophør med behandlingen.
Hvis du skal have hele huden behandlet, så vil du inden behandlingen opstartes, få målt blodtryk, undersøgt urinen og taget blodprøver. Dette gentages, hvis behandlingen strækker sig ud over flere dage.
Afhængig af occlusionsbehandlingens varighed får du eventuelt ordineret kalk med D-vitamin tabletter som daglig tilskud.
Mange patienter oplever ubehag i huden, som føles svedig og varm på grund af plastikindpakningen. Kløe kan opleves, når huden bliver varm, og enkelte patienter beskriver det som varmeknopper. De fleste oplever det som forbigående gener af kortere varighed.
Desuden er det en ulempe for en del patienter, at deres daglige aktiviteter besværliggøres. Nogle oplever, at de er mest veltilpas ved at sidde eller ligge. Dette kan betyde, at det ikke er muligt at passe arbejde eller fritidsinteresser i behandlingsperioden. Det kan blive nødvendigt at få hjælp til den praktiske udførelse af behandlingen, når behandlingen gennemføres hjemme.
Vær opmærksom på
Da de fleste patienter oplever øget svedtendens og dermed evt. øget tørstfølelse. Det vil derfor være en god idé at drikke mere væske end sædvanligt.
Kontakt
Sekretariat Tlf. 78 44 73 14 Telefontid på hverdage fra kl. 8.00-13.00
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.