FMT er en overførsel af tarmbakterier fra en rask person til en patient.
Behandlingen udføres på Regionshospitalet Viborg i et samarbejde imellem Infektionsmedicinsk Afdeling, Klinisk Mikrobiologisk Afdeling og Lever-, Mave- og Tarmsygdomme, Aarhus Universitetshospital.
FMT gives blandt andet ved gentagende infektioner med tarmbakterien clostridioides difficile.
Clostridioides difficile kan medføre alvorlig tarmbetændelse – især efter en periode med antibiotikabehandling eller almen svækkelse.
Ved første tilfælde af clostridioidesinfektion er behandlingen en særlig type antibiotika, som normalt er effektiv. Nogle patienter oplever imidlertid, at infektionen kommer tilbage.
Ny forskning viser, at overførsel af tarmens mikroorganismer fra en anden person ved afslutning af den antibiotiske behandling er effektiv til at forebygge, at infektionen kommer igen. Dette er baggrunden for overførsel af tarmbakterier fra en rask person til patientens tarm – kaldet fækal microbiota transplantation (FMT).
FMT kan komme på tale ved alle tilfælde af gentagende infektioner med clostridioides difficile. Fordele og ulemper ved behandlingen drøftes med den behandlende læge.
Forbered dig til behandlingen
Som regel skal du i 4-10 dage op til behandlingen have antibiotika.
Det er vigtigt, at du overholder fastereglerne herunder. Din undersøgelse bliver aflyst, hvis du ikke har overholdet reglerne.
Du må ikke spise eller indtage mælkeprodukter de sidste 6 timer før undersøgelsen.
Du må drikke frit helt op til undersøgelsen med undtagelse af mælkeprodukter.
Om behandlingen
Behandlingen består af i alt cirka 30 kapsler med donorafføring.
Donorafføringen er indkapslet i 2 kapsler af en særlig type, som først opløses i tyndtarmen.
For at behandlingen kan gives som kapsler, er det nødvendigt, at du ikke kaster op, og at du kan tage kapsler.
Ved selve transplantationen sidder du i en stol og er vågen.
Der er ikke brug for at give særlig medicin.
Kapslerne opbevares på frost ved minus 80 grader. De tøs op 1 time før behandlingen og har stuetemperatur eller er lidt koldere, når du skal indtage dem.
Overfladen er glat, så kapslerne er lette at sluge. De er hvide og har ingen smag. Du skal indtage kapslerne inden for en halv time og må drikke æblejuice eller cola light til.
Du må drikke og spise frit 1 time efter, at du har slugt den sidste kapsel.
Risici og bivirkninger
Der er ingen kendte bivirkninger eller senfølger hos patienter, som ikke har anden tarmsygdom.
Hos en enkelt patient med aktiv kronisk tarmbetændelse (Crohns sygdom) er der beskrevet spredning af tarmbakterier til blodet efter FMT.
Behandlingen betragtes internationalt som ufarlig, men observation for bivirkninger eller senfølger indgår som en del af behandlingen.
Når du kommer hjem
I de første dage efter fæcestransplantationen kan du forbigående opleve kvalme, ubehag og rumlen i maven. Desuden kan du mærke smerter i maven og se en ændring i dit afføringsmønster. Disse symptomer er som regel tegn på, at fæcestransplantationen har effekt.
Får du feber eller almen sygdomsfølelse, bør du kontakte klinikken eller vagtlægen.
Du skal ikke tage antibiotika efter transplantationen.
Videre forløb
Du får et afførringskit til kontrol for bakterien clostridium.
Hvis du får diarré, skal du kontakte klinikken og aftale om prøven skal sendes ind.
Du bliver tilbudt en telefonkonsultation med en læge fra Klinik for Mave-Tarmsygdomme med henblik på svar på prøven efter 2 måneder.
Mere information
Kontakt sygeplejerskerne, hvis du har spørgsmål.
Kontakt
Tlf. 78 44 73 13
Telefontid alle hverdage:
Sekretær fra kl. 08.00-13.00
Sygeplejerske fra kl. 07.30-08.30 og kl. 12.30-13.30
Klinik for Mave-Tarmsygdomme Regionshospitalet Viborg Banevejen 7C, Indgang C Blå trappe/elevator, etage 11 8800 Viborg
Direkte link til denne side: www.hemidt.dk/1049954
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.