Din tyktarm er blevet undersøgt med kikkert og CT-skanning, og det er konstateret, at det er nødvendigt at fjerne et stykke af din tyktarm.
Hvis du har fået at vide, at du skal have fjernet et stykke af din tyndtarm, gælder denne vejledning også for dig.
Forbered dig til operationen
Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
Du skal evt. holde pause med din blodfortyndende medicin, dog ikke hjertemagnyl.
Hvis der ikke allerede er lavet en aftale om pause af din blodfortyndende medicin, skal du kontakte Forløbskoordinatorerne i Mave-, Tarm- og Brystkirurgi på tlf. 78 44 63 72
Du skal købe smertestillende medicin, så du er klar til at behandle smerter, når du kommer hjem efter operationen:
Paracetamol (Pamol, Panodil eller Pinex)
Du får en recept på den smertestillende medicin, så du kan købe en større æske, end du normalt kan købe i håndkøb.
Forskning har vist, at din mave kommer hurtigere i gang efter operationen, hvis du tygger tyggegummi. Du bedes derfor købe tyggegummi efter eget valg, som skal tages med ved indlæggelsen.
Efter operationen skal du tygge tyggegummi mindst en halv time 3 gange dagligt og meget gerne mere.
Hvis du får medicin, inklusiv inhalationsmedicin, skal du medbringe den i original emballage sammen med en opdateret medicinliste. Det hjælper personalet med at få et nøjagtigt overblik over din medicin.
Du får medicin fra afdelingen under indlæggelsen. Din medbragte medicin bruges kun, hvis der er noget særligt medicin, som afdelingen ikke har.
Du skal drikke de 4 proteindrikke, som du har fået udleveret, dagen før din operation. Vi anbefaler, at du opbevarer dem i køleskabet, da de smager bedst kolde.
Du skal fjerne evt. hår i det område, hvor du skal opereres:
Hele maven (fra brystvorterne ned til kønsbehåringen)
Højre side af låret (10x10 cm) Under operationen skal der sidde et plaster på det felt, hvor hårene er fjernet
Du skal bruge en barbermaskine eller hårklipper. Du må ikke bruge en skraber, da det kan give små rifter og infektion.
Der må godt være små stubbe på højst 2 mm.
Enkelte skal tage 2 tabletter Toilax/Dulcolax aftenen før operationen.
Hvis det gælder for dig, får du besked om det ved det ambulante besøg, hvor du også får udleveret tabletterne.
På operationsdagen
Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
Det er vigtigt, at du overholder nedenstående fasteregler. Din operation bliver aflyst, hvis du ikke overholder fastereglerne.
Stop med at spise 6 timer før - stop med at drikke 2 timer før
Du må ikke spise eller drikke mælk eller juice med frugtkød, fx appelsinjuice, de sidste 6 timer før dit mødetidspunkt.
Du må drikke vand, saftevand, te og kaffe uden mælk indtil 2 timer før dit mødetidspunkt.
Drik gerne 2 glas sød saft 2 timer før dit mødetidspunkt. Saftevandet modvirker kvalme og utilpashed før og efter operationen. Hvis du har diabetes, skal du følge den aftale, du har lavet med personalet.
Husk: De sidste 2 timer før dit mødetidspunkt må du intet indtage. Du må heller ikke ryge, bruge e-cigaretter, skrå eller snus, og vi anbefaler at du heller ikke tygger tyggegummi.
Du skal ikke faste længere tid, end der står her. Hvis du faster for længe, kan du bl.a. blive dehydreret og opleve ubehag.
Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
Hvis du ikke har fået andet at vide, skal du tage din normale morgenmedicin på operationsdagen – dog ikke medicin mod sukkersyge og blodfortyndende medicin.
Får du normalt blodfortyndende medicin eller medicin for sukkersyge, skal du følge den anvisning, du har fået af lægen i klinikken. Spørg lægen eller sygeplejersken, hvis du er i tvivl.
Husk at tage din medicinliste med, hvis du får medicin.
Du skal bade om morgenen på din operationsdag for at forebygge infektion:
Tag et grundigt bad og børst dine tænder.
Rens navlen med en vatpind med vand og sæbe på.
Smør dig ikke ind i creme på kroppen. Brug heller ikke parfume.
Du må ikke have makeup og neglelak på. Det er vigtigt, fordi vi skal kunne se, om din hud og dine fingerspidser skifter farve under operationen.
Du må ikke have smykker, piercinger eller kontaktlinser på. Lad smykker og andre værdigenstande blive hjemme.
Alle patienter, der skal have fjernet et stykke af tarmen, bliver stomimarkeret inden operationen. Her markerer personalet med tusch på din hud.
Hvis du skal have fjernet et stykke af tyktarmen i venstre side, skal du først have udrenset tarmen. Udrensningen foregår ved hjælp af klyxvæske, som indføres i endetarmen. Personalet vil hjælpe dig eller fortælle dig hvordan du gør, når du møder ind om morgenen på operationsdagen.
Om operationen
Ved operationen fjerner vi et stykke af din tyktarm, hvorefter tarmen bliver syet sammen igen. Operationen kan enten foregå som en kikkert-operation (se illustrationen til venstre) eller et åbent indgreb (se illustrationen til højre).
Langt de fleste operationer bliver i dag udført med kikkert-teknik gennem flere små snit. I visse tilfælde kan det være nødvendigt at skifte til en åben operation.
Operationen foregår i fuld bedøvelse og kan vare fra to til seks timer.
Illustration fra patientmateriale fra McGill University Health Centre, Canada. Gengives med tilladelse derfra.
I fuld bedøvelse sover du dybt og mærker ingen smerter under operationen.
Bedøvelsen kan gives på to måder:
Den sprøjtes ind i blodet via et drop (venflon)
Den indåndes via luften fra en maske
Det er bedøvelseslægen, der bestemmer, hvilken måde det skal gives til netop dig.
På hospitalet kalder vi fuld bedøvelse for generel anæstesi.
Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
Risici og bivirkninger
Det er normalt, at der er ømhed og lette smerter efter en operation.
Efter alle operationer kan der opstå betændelse eller blødning, eventuelt som en blødning inde i kroppen. I sjældne tilfælde kan en indre blødning udvikle sig livstruende, hvis den ikke opdages og behandles i tide.
Ved en operation vil der altid være en risiko for, at der kan opstå komplikationer både under og efter indgrebet. Fjernelse af et stykke af tyktarmen er en omfattende operation, hvor der blandt andet er risiko for følgende komplikationer:
Lækage der hvor tarmenderne er syet sammen, så tarmsaften løber ud i bughulen. Hvis der er lækage, vil det være nødvendigt med en ny operation.
Blødninger omkring operationsstedet. Hvis der opstår blødninger, kan det blive nødvendigt med en ny operation.
Problemer med passage i tarmen. Det kan være nødvendigt med en ny operation.
Betændelse. For at forebygge betændelse får du antibiotika i forbindelse med operationen.
Lungebetændelse. Du kan forebygge lungebetændelse ved at være mest muligt ude af sengen efter operationen og ved at bruge Pep-fløjten hyppigt.
Blodpropper. Du kan forebygge blodpropper med blodfortyndende medicin, støttestrømper og ved at være mest muligt ude af sengen efter operationen.
Luftsmerter ved kikkertoperation. Under operationen bliver der pustet kuldioxid ind i din mave for at skabe gode oversigtsforhold og plads til kirurgens redskaber. Denne kuldioxid kan give trykkende smerter i bryst, skuldre og nakke de første dage efter operationen. Det er ufarligt og forsvinder af sig selv. Du kan afhjælpe smerterne ved, at du bevæger dig omkring.
Stomi. Hvis det ikke er muligt at sy tarmen sammen, kan det være nødvendigt at anlægge en stomi under operationen.
Efter operationen
Én af dine pårørende er velkommen til at ringe til sengeafsnittet sidst på eftermiddagen for at høre, hvordan du har det. Det direkte nummer til afsnittet er 78 44 63 92.
Det er sekretærer, der tager telefonen på hverdage i tidsrummet fra kl. 7.30-15.00. Det er afsnittets plejepersonale, der tager telefonen på øvrige tidspunkter, og det kan give lidt ventetid, før der svares.
Personalet på opvågningen overvåger dig efter operationen, indtil du er klar til at komme tilbage til sengeafsnittet. Du kan forvente at være på opvågningen i et par timer.
Et drop - dvs. et tyndt plastikrør i en blodåre. Droppet forsyner dig med væske, indtil du selv er i stand til at indtage væske.
Et kateter i urinblæren til at opsamle urin.
Eventuelt et dræn, som er en tynd slange, der er lagt ind i operationssåret for at opsamle småblødninger.
Eventuelt et tyndt kateter ind i ryggen til smertebehandling (epiduralkateter).
Efter operationen kan du have smerter i operationssåret. Smerter er individuelle, og hver enkelt person oplever smerter forskelligt. Derfor er det vigtigt, at du fortæller personalet, hvis du har smerter og hvordan de føles.
Når man har smerter, kan man ikke bevæge sig ordentligt eller trække vejret frit. Derfor er smertebehandling en vigtig del af behandlingen.
Sammen med plejepersonalet vurderes dine smerter på en skala fra 1-10, hvor 1 er lette smerter og 10 er uudholdelige smerter.
Skalaen anvendes som et vigtigt redskab for din smertebehandling.
Efter operationen er det vigtigt, at du hurtigst muligt kommer ud af sengen og bevæger dig. Derfor skal du om eftermiddagen/aftenen op at sidde i en stol i 2 timer, og du skal gå mindst 2 x 50 meter.
Du får serveret almindelig mad, og du skal drikke 1 liter væske inklusiv 2 proteindrikke, da de hjælper din sårheling.
Desuden skal du bruge din PEP-fløjte, tygge tyggegummi, og du skal beholde dine støttestrømper på under hele indlæggelsen.
I de første dage efter operationen sørger vi for, at du får smertestillende medicin i form af tabletter eller eventuelt igennem dit epiduralkateter.
Vi fjerner dit blærekateter og eventuelle dræn, men du beholder droppet i hånden, så du kan få antibiotika og væske herigennem.
Du skal være ude af sengen i 4-8 timer og gå nogle korte ture i de første dage.
Dit væskeindtag bør øges til 2 liter inklusiv 4 proteindrikke, og du bør forsætte med at tygge tyggegummi. Desuden skal du fortsætte med at bruge PEP-fløjten og beholde dine støttestrømper på.
Der kommer en fysioterapeut og tilser dig i forhold til brugen af PEP-fløjten og din bevægelsesaktivitet.
En læge kommer på stuegang og fortæller dig om operationens forløb. Her kan du og dine pårørende også stille eventuelle spørgsmål til lægen.
Man bliver typisk udskrevet 2-3 dage efter en kikkertoperation og 3-4 dage efter en åben operation.
Du kan komme hjem når dine smerter kan behandles effektivt med tabletter, og der er gået luft fra din tarm. Du skal også kunne spise almindeligt, og du må ikke have høj feber.
Når du er udskrevet, sender vi en kort gennemgang af dit indlæggelsesforløb til din egen læge.
Du skal have blodfortyndende medicin efter operationen for at forebygge blodpropper. Medicinen indsprøjtes i huden.
Hvis du skal fortsætte behandlingen, når du kommer hjem, får du udleveret sprøjterne og udstyret af hospitalet. Du bliver oplært i, hvordan du skal gøre, og hvor længe du skal tage medicinen.
Får du i forvejen blodfortyndende medicin, tager lægen stilling til, hvornår du kan genoptage din sædvanlige blodfortyndende medicin.
Når du kommer hjem
Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
Symptomer på indre blødninger er:
stor hævelse i bughule/maven eller brystkasse
kraftige smerter i bughule/maven eller brystkasse
hurtig eller svag puls
følelse af kortåndethed
Hvis du oplever en eller flere af symptomerne nedenfor, samtidig med du får det dårligere, kan det også være tegn på indre blødninger:
kvalme
svimmelhed
træthed eller utilpashed
tørst
Find kontaktinformation i vejledningen.
Hvis du får stærke smerter, er du velkommen til at kontakte Mave- og Tarmkirurgisk Afsnit efter udskrivelsen på tlf. 7844 6390. Du kan kontakte afsnittet frem til dit kontrolbesøg i Klinikken efter 14 dage.
Herefter skal du kontakte egen læge eller vagtlæge.
Hvis du oplever tegn på betændelse i dit operationssår, skal du også kontakte egen læge. Typiske tegn på betændelse er rødme, hævelse, sivning af væske og vedvarende feber.
Det er normalt at have lette til moderate smerter i helingsperioden. Vi anbefaler, at du fortsætter med smertestillende tabletter den første uge efter din udskrivelse, så du kan øge din fysiske aktivitet.
Vi anbefaler:
Pinex/Pamol/Panodil (paracetamol) 1g x 4
Hvis du har behov for stærkere smertestillende, vil vi enten udlevere det ved udskrivelsen, eller skrive en recept.
Din afføring kan være både tynd, grødet og grønlig i 2 - 3 uger efter operationen. Det skyldes en hurtigere passage gennem tarmen.
Plastrene kan fjernes efter 24 timer, og hvis sårene er tørre, skal der ikke nyt plaster på. Sårene har bedst af at få luft og kan sagtens tåle almindeligt brusebad.
Er der anvendt klips eller ikke-selvopløselige hudtråde skal de fjernes ca. 10-12 dage efter operationen, og det foregår hos din egen læge. Husk at booke en tid.
Vi fraråder, at du tager karbade og går i svømmehal de første 2-3 uger, da det giver stor risiko for infektion i sårene. Du må dog gerne gå i brusebad allerede efter det første døgn.
Når sårene er helet, er der ingen begrænsninger.
Videre forløb
Gå ture og bevæg dig så meget som muligt, men undgå hård fysisk træning de første 3-4 uger. Vi fraråder tunge løft de første 4-6 uger efter åben operation, da der er en risiko for, at sårene kan springe op.
Husk også at hvile dig. Det er normalt at være træt efter en tarmoperation.
Behovet for sygemelding er typisk 2-4 uger, afhængigt af karakteren af dit arbejde.
Du kan få sygemelding ved din egen læge.
Fokus på kost og ernæring er vigtigt, da det kan nedsætte risikoen for komplikationer under og efter operationen. Fejlernæring og vægttab giver dårligere betingelser for, at du kommer dig hurtigt efter sygdommen og operationen.
Dit energi- og proteinbehov er højt ved sygdom, fordi din krop er stresset og kører på højt blus. Uanset, om du er tyk eller tynd, mister du meget muskelmasse, når du taber dig i vægt ved sygdom eller operation. Det kan resultere i længere indlæggelsestid og nedsat fysisk formåen, som kan tage lang tid at genopbygge.
Ved nedsat appetit er det derfor vigtigt, at du får energitætte og proteinrige måltider, så du kan spise og drikke mindre uden at komme i energiunderskud. Under indlæggelsen vil personalet hjælpe dig med kosten.
Se eksempler på opskrifter på proteindrikke under:
Proteindrik (0,5 liter) 3 dl ymer 2 dl kærnemælk 0,5 dl piskefløde Sukker + vaniljesukker - efter din smag Du kan evt. tilsætte:
Hindbærdrik (0,5 liter) 2 dl kærnemælk 1 dl fløde 1 dl kvark 100 g hindbær eller anden frugt 2 spiseskefulde sukker eller efter smag 1 spiseskefuld skummetmælkspulver – kan udelades.
Æg piskes med sukker. De øvrige ingredienser røres i.
Mere information
Pårørende eller ledsagere kan ikke være med til bedøvelse, operation og opvågning. Det gælder dog ikke ledsagere til børn og personer med handicap. De kan være med under opvågningen.
Dine pårørende eller ledsagere kan i stedet opholde sig i afdelingen, hvor du bliver kørt tilbage til, når du er vågen og klar.
Kost
En sund kost er med til at forebygge sygdomme. Følg gerne de officielle kostråd fra Fødevarestyrelsen:
Spis planterigt, varieret og ikke for meget
Spis flere grøntsager og frugter
Spis mindre kød – vælg bælgfrugter og fisk
Spis mad med fuldkorn
Vælg planteolier og magre mejeriprodukter
Spis mindre af det søde, salte og fede
Sluk tørsten i vand
Rygning
Ethvert cigaretforbrug er skadeligt for både din sundhed og dit helbred.
Stopper du med at ryge, får du et betydeligt bedre helbred og styrker din sundhed. Selvom du har været ryger i mange år, har rygestop en positiv indvirkning på din sundhed.
Alkohol
Et stort alkoholforbrug er også skadeligt for både din sundhed og dit helbred.
Sundhedsstyrelsen anbefaler, at voksne over 18 år højst drikker 10 genstande om ugen og højst 4 genstande på samme dag.
Motion
Fysisk aktive personer har et bedre psykisk og fysisk helbred end inaktive personer.
Sundhedsstyrelsen anbefaler derfor, at voksne er moderat fysisk aktive mindst 30 minutter om dagen, og udøver fysisk aktivitet af høj intensitet 20-30 minutter 2 gange om ugen.
Moderat fysisk aktivitet kan blandt andet være at cykle på arbejde, at lave havearbejde og at tage trappen.
Brug browseren til at få oversat en side til næsten ethvert sprog.
Ring til Mave- og Tarmkirurgisk Bookingsekretariat, hvis du har spørgsmål til indkaldelse og booking.
Efter indgrebet
Tlf. 78 44 63 92
Ring til Tarmkirurgisk Afsnit, hvis der opstår problemer efter indgrebet.
Du kan ringe til afsnittet det første døgn efter udskrivelsen. Herefter skal du ringe til din egen læge eller vagtlægen.
Gå direkte til:
Direkte link til denne side: www.hemidt.dk/576914
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.