Når du er indlagt på Regionshospitalet Hammel Neurocenter, får du tildelt en kontaktperson. Formålet er, at du aldrig er i tvivl om, hvor du kan henvende dig.
Er din kontaktperson ikke til stede, varetager en anden fra det team, der er ansvarlig for dit forløb, funktionen.
Du og dine pårørende kan henvende jer til kontaktpersonen/teamet under hele forløbet, hvis I har spørgsmål til undersøgelser, pleje, behandling eller rehabilitering.
Kontaktpersonordningen gælder, så længe du er indlagt. Efter udskrivelsen overtager din egen læge funktionen.
Du skal medbringe dit eget tøj, men det vil efter behov være muligt at låne hospitalets undertøj, nattøj og badetøj. Hvis vi skal vaske dit tøj, skal det kunne tåle vask ved 60 grader.
Du skal også medbringe praktisk tøj til træning samt gode sko, der sidder fast på foden, til både inden- og udendørs brug. Endelig skal du have overtøj med, der passer til årstiden.
På din stue er der et skab med lås, hvor du kan anbringe penge, mobiltelefon og andre værdigenstande. Opbevaring sker dog på eget ansvar. Vi anbefaler som udgangspunkt ikke, at du tager større kontante beløb, kostbare smykker eller andre værdigenstande med på hospitalet.
Har du alligevel noget med af større værdi, så kontakt os, da det er muligt at få opbevaret værdigenstande på et centralt sted på hospitalet, indtil du skal bruge dem igen.
De fysiske rammer
Spisetiderne er:
Morgenmad kl. 07:30 – 09:00
Frokost kl. 11:45 – 12:30
Aftensmad kl. 17:30 – 18:45
Det er meget vigtigt at overholde en god håndhygiejne for at undgå spredning af bakterier på hospitalet.
For at minimere risiko for infektion og smitte, opfordrer vi alle patienter og pårørende til at vaske hænder og benytte håndspritten, som hænger på alle toiletter og stuer.
Vær også opmærksom på at bruge håndsprit, hvis du tager service, mad fra buffet eller produkter fra køleskab. Det er forskelligt fra afsnit til afsnit, om du må servicere dig selv, eller om personalet serverer for dig.
Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
Mobiltelefon
Du må gerne bruge din mobiltelefon, men vi forventer, at du bruger den hensynsfuldt, så ringelyde og samtaler ikke generer de øvrige patienter eller personalet. Du må dog ikke medbringe din mobiltelefon til træning, møder og under måltider. Hospitalet kan ikke udbetale erstatning, hvis mobiltelefonen bliver stjålet under opholdet. Til gengæld kan vi tilbyde at opbevare din telefon sikkert sammen med andre værdigenstande, hvis du skal til undersøgelse eller behandling i en af hospitalets andre afdelinger.
Internet
Der er trådløst internet på Regionshospitalet Hammel Neurocenter.
Find det trådløse netværk, RegionMIDT-Gaest på din WiFi. Indtast dit CPR-nr. og din hjemadresse Regionshospitalet Hammel Neurocenter Voldbyvej 15 8450 Hammel Tlf. 78 41 90 00 postnr., og du har nu gratis på internetadgang i 12 timer. Herefter kan du blot logge på igen.
Post
Regionshospitalet Hammel Neurocenter har egen postkasse, som tømmes dagligt. Aviser, ugeblade og breve kan omadresseres til neurocentrets adresse.
Det er ikke tilladt at fotografere og lave videooptagelser på Regionshospitalet Hammel Neurocenter af hensyn til både patienter, pårørende og personale.
Hospitalet er røgfrit både indendørs og udendørs. Der er med andre ord rygeforbud for alle på hele hospitalets grund. Dog er det tilladt for patienter og pårørende at ryge i de udendørs rygeskure – følg skiltene på afsnittet.
Der er forbud mod indtagelse af alkohol og brug af rusmidler på afsnittet.
Det er muligt at bestille fodterapeut eller frisør mod egenbetaling.
Betina Hjorth Præstegaard er hospitalspræst på Hammel Neurocenter.
Ud over individuelle samtaler arrangerer hun gudstjenester, musikeftermiddage og andre arrangementer, som følger årets gang.
Hvis du ønsker en personlig samtale med præsten, kan hun træffes på tlf. 61 71 34 73.
Pårørende
Som pårørende kan du blive usikker, bange og bekymret, og fremtiden kan virke uoverskuelig og kaotisk. Det er vidt forskelligt, hvordan man reagerer, men langt de fleste har brug for hjælp og støtte til at blive fortrolige med den nye situation.
Vi prioriterer samarbejdet med pårørende højt
Samarbejdet med dig som pårørende er meget vigtigt og vi prioriterer det højt. Du kan give os vigtige informationer, fordi du har kendt patienten før hjerneskaden.
Disse informationer er meget værdifulde for rehabiliteringsarbejdet, fordi vi på den måde kan få et mere nuanceret indtryk af patienten og dermed målrette behandlingen individuelt.
Det er meget forskelligt, hvor meget overskud man som pårørende har til at deltage aktivt i genoptræningen. Det vigtigste er dog, at patienten mærker din tilstedeværelse og derved opnår den tryghed, som virker fremmende for en positiv udvikling.
Vi afholder regelmæssige samtaler, hvor du som pårørende bliver inviteret. Det første møde ligger cirka indenfor den første uge og afholdes efterfølgende cirka hver 2. uge. Vi kalder disse møder for forløbssamtaler.
Der er fri besøgstid, men det er generelt en god idé, at du som besøgende kontakter personalet på forhånd. Så sikrer vi os, at du kommer på et tidspunkt, der passer ind i patientens dagligdag/program.
På kortet ses parkeringsmuligheder ved og i nærheden af hospitalet.
Der er direkte busser fra en række større byer til Hammel.
Du kan finde alle relevante busruter og afgangstider på www.midttrafik.dk
Du kan købe mad og drikke i kantinen på Regionshospitalet Hammel Neurocenter. Kantinens åbningstider er mandag - fredag i tidsrummet 07:30 - 10:30 og 11:00 - 13:00. Der kan betales med Dankort og MobilePay.
Uden for kantinens åbningstid kan man købe drikkevarer og snacks i den automat, der står i kantinen. Her er også også en automat med forskellige slags kaffe, kakao m.v.
I mindre omfang kan der bestilles mad til pårørende i afsnittet ved henvendelse til personalet. Dette skal ske senest 3 dage i forvejen.
Overnatning for pårørende
Pårørende har i begrænset omfang mulighed for at overnatte. Overnatning koster 100 kr. per person. Er du pårørende til et indlagt barn, er der særlige overnatningsmuligheder.
Overnatning i pårørendeværelser tilknyttet hospitalet betales med MobilePay på nummer 17445.
Ud over de værelser, hospitalet selv råder over, er der flere Bed & Breakfast og Airbnb i området.
På Regionshospitalet Hammel Neurocenter har vi jævnligt pårørendeaftener med foredrag om følgerne efter en hjerneskade og om at være pårørende til en hjerneskadet. Opslagene til pårørendearrangementerne vil blive hængt op i afsnittene og andre steder på neurocenteret.
Foreninger
Der findes flere forskellige landsdækkende foreninger, som yder støtte, hjælp og viden til pårørende og patienter med en erhvervet hjerneskade.
Hjerneskadeforeningen og Hjernesagen kommer ca. 1 gang hver måned på Hammel Neurocenter og fortæller om deres tilbud. Opslag bliver hængt op rundt omkring på neurocenteret og på afsnittene.
Derudover findes der mange selvhjælpsgrupper for pårørende rundt omkring i landet.
Vær opmærksom på
Som udgangspunkt er du selv ansvarlig for transport i forbindelse med dit hjemmebesøg i weekenderne. Dog indgår weekendbesøgene ofte som led i rehabiliteringen og er dermed fagligt begrundede.
I de tilfælde kan du gøre brug af reglerne for patienttransport, der kan give dig ret til at blive transporteret fra hospitalet til dit hjem og tilbage til hospitalet igen.
Falck-abonnenter kan få kørselshjælp efter gældende regler.
Som patient kan du blive spurgt, om du vil deltage i et forskningsprojekt. Som højt specialiseret neurorehabiliteringshospital er vi nemlig forpligtet til at iværksætte både udviklings- og forskningsinitiativer, der kan være med til at forbedre patienternes behandling og neurorehabilitering.
Det er altid frivilligt, om du ønsker at deltage. Hvis du accepterer i at deltage i et forskningsprojekt, får du både mundtlig og skriftlig information om projektet.
Alle forskningsprojekter på Regionshospitalet Hammel Neurocenter er godkendt af Den Videnskabsetiske Komité.
Du kan se din hospitalsjournal via e-journal på sundhedsportalen www.sundhed.dk. Adgangen kræver, at du har MitID eller digital signatur.
Alle medarbejdere på Regionshospitalet Hammel Neurocenter har tavshedspligt. Du kan derfor trygt henvende dig, hvis der er emner, du gerne vil drøfte.
Du bestemmer også selv, hvem der skal kende til din indlæggelse her, og vi kan give dig fuld diskretion ved alle telefoniske såvel som personlige henvendelser, hvis du ønsker det.
Udgang fra hospitalet
Du skal give personalet besked, hvis du forlader afsnittet for en kort periode. Forlader du afsnittet mod personalets råd, kan hospitalet ikke påtage sig ansvar for dig eller yde erstatning, hvis du får det dårligt og kommer til skade.
Hjem på weekend
Du har mulighed for at komme hjem på weekend, hvis din tilstand tillader det. Vi ser det som et led i rehabiliteringsprocessen.
Du kan eventuelt låne hjælpemidler med fra afsnittet, og der kan muligvis tilbydes hjemmehjælp fra kommunen. Du aftaler de praktiske foranstaltninger med teamet.
En utilsigtet hændelse er noget, som ikke burde være sket. Det er en hændelse, som indebærer en risiko eller har betydning for din eller din pårørendes behandling.
Hvis der sker en utilsigtet hændelse for dig eller en af dine pårørende på hospitalet, er vi altid parate til at drøfte det med dig/jer.
Du kan selv indberette en utilsigtet hændelse hos Styrelsen for Patientsikkerhed – tryk her for mere information. Du får ikke nogen tilbagemelding fra dette system, og det træder ikke i stedet for en anmeldelse af en patientskade.
Vi bruger indberetningerne til læring med det formål at forebygge, at andre oplever samme utilsigtede hændelse som dig/jer.
Du har ret til at få fuld besked om din sygdom, og til selv at bestemme, om en undersøgelse eller behandling må sættes i gang. Du kan læse mere i vejledningen "Informeret samtykke til undersøgelser og behandling".
Under din indlæggelse kan det være nødvendigt at drøfte dine helbredsoplysninger med andre sundhedspersoner af hensyn til behandlingen. Vi videregiver også helbredsoplysninger til din egen læge ved udskrivelse. Du har ret til at frabede dig begge dele, ligesom du har ret til selv at læse din journal.
Som patient kan du frabede dig, at vi i forbindelse med din behandling indhenter oplysninger i din elektroniske patientjournal.
Er du utilfreds med den neurorehabilitering, du har fået på neurocentret, informerer personalet dig om klagemulighederne. Du kan også læse mere på www.sundhed.dk/borger/behandling-og-rettigheder/.
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.