Tricykliske antidepressiva (TCA), herunder Amitriptylin og Noritren, er en fælles betegnelse for medicinske præparater, der bruges til behandling af depression og kroniske smertetilstande.
Dosis til behandling af kroniske smerter er mindre end dosis til behandling af depression.
TCA virker ved at påvirke de signalstoffer, der overfører smerteimpulser til din hjerne. Det har derfor en god virkning på visse typer af smerter, som typisk brænder, svier, stikker eller jager.
TCA kan forbedre din nattesøvn og dermed øge din livskvalitet.
TCA kan også bruges som behandling ved spændingshovedpine og migræne.
Det er individuelt, men langt de fleste oplever, at søvnen bliver bedre inden for et par dage. Den smertelindrende virkning kommer senere – typisk efter 2-4 uger. Fuld effekt ses dog først, når du er indstillet på den for dig rette dosis, hvilket er individuelt.
Du skal altid følge den aftale, du har lavet med din behandler.
Amitriptylin ordineres i 1 dosis, og tages gerne 2 timer før sengetid, da det kan have en sløvende virkning.
Noritren ordineres i 1-2 doser i om dagen (morgen og middag), da det kan have en opkvikkende virkning.
Præparaterne kan kombineres. Følg planen lagt ved din behandler.
Tabletterne synkes hele med et glas vand med eller uden mad.
Hvis du har problemer med at synke tabletterne, kan de knuses og opløses i vand eller kommes på kold, blød mad, fx yoghurt, syltetøj eller lignende.
Hvis du glemmer at tage en dosis, gør det ikke noget. Du fortsætter blot behandlingen som aftalt med din behandler.
Det er vigtigt at have regelmæssige samtaler med din behandler eller egen læge for at sikre, at behandlingen stadig er relevant for dig.
Vurdering af behandling
Vi anbefaler, at du mindst 1 gang om året gennemgår følgende punkter med din behandler eller egen læge:
Overvej om medicinen fortsat hjælper dig
Tjek om dosis giver den ønskede virkning uden for mange bivirkninger
Hvis medicinen ikke virker, eller hvis bivirkningerne er for generende, kan det være tid til at stoppe eller ændre behandlingen
Når du skal stoppe med at tage medicinen, er det vigtigt at nedsætte dosis gradvist over uger til måneder. Det hjælper til at undgå ubehagelige symptomer som svimmelhed, rysten, kvalme, søvnløshed og træthed.
Når du skal reducere din dosis, kan du følge disse enkle trin:
Reducér din dosis med 5 -10 mg
Gør det 1 gang i ugen eller hver 14. dag alt efter, hvad der passer bedst til din situation
Hvis du har spørgsmål eller er usikker, så tøv ikke med at kontakte din egen læge eller behandler i Smerteklinikken.
Du skal have taget et hjertekardiogram, når du starter med at tage medicinen. Det skal sammen med eventuelle blodprøver tages flere gange i løbet af din behandling for at se, om du kan tåle medicinen.
Du kan selv bestille tid til blodprøver og EKG. Bor du i Region Midtjylland, skal prøverne tages på et af hospitalerne i regionen.
Du kan bestille tid på booking.rm.dk eller tlf. 78 44 34 20 alle hverdage fra kl. 10.00-12.00.
Risici og bivirkninger
Hvis du starter med lav dosis, og trapper behandlingen langsomt op, kan bivirkningerne mindskes. Bivirkningerne er individuelle og ofte forbigående.
Af almindeligebivirkninger kan nævnes:
Mundtørhed
Forstoppelse
Svedtendens
Mental ændring
Træthed
Svimmelhed
Ændret appetitregulering
Nedsat evne og lyst til sex
Vi anbefaler, at du holder øje med din vægt, fordi der er risiko for, at du tager på.
Vi anbefaler, at du går til tandlæge oftere, da medicinen kan give mundtørhed.
Du bør være forsigtig med alkohol, sovemedicin og beroligende medicin.
Hvis du er ved læge eller tandlæge, skal du huske at fortælle, at du er i behandling med TCA. Nogle lokalbedøvende midler kan gøre, at blodtrykket stiger, når det bruges sammen med TCA.
Kontakt
Henvend dig til din kontaktperson, hvis du har spørgsmål til din behandling.
Direkte link til denne side: www.hemidt.dk/1486890
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.